Med udgangspunkt i ’Lillys Danmarkshistorie’ fortæller Pia Fris Laneth 150 års danmarkshistorie som en sprudlende familiekrønike. Oldemødre med store børneflokke knokler hele livet for at holde sulten fra døren, først som umyndigt tyende, siden som gifte koner med stemmeret. Mormoren fra en fattig, jysk landsby er på nippet til at dø i barselsseng, farmoren vokser op i et selvbevidst arbejdermiljø i et af Københavns brokvarterer og forsørger sine uægte børn med symaskinen, indtil hun finder sit livs kærlighed. Forfatterens mor, Lilly, en drømmer fra et indremissionsk hedesogn, bliver født i 1930 og kommer i ulykke som syttenårig. Hun foretager den lange rejse fra roemarkerne til velfærdsdanmarks køkkenmaskiner og charterrejser. Hendes døtre uddanner sig, de vælger traditionelle mandejob, er økonomisk selvstændige og har gennem livet forhold til mange mænd.
Kort sagt masser af stolt kvindelig livskraft i en nærværende danmarksfortælling om kjolernes længde, lønnens størrelse, prævention, menstruation og kvindekamp for retten til at være statsborger, for frihed - og sjov.
Pia modtog LO’s store kulturpris og KRAKA-prisen for denne levende fortælling om arbejder- og bondekvinders livsvilkår.
Added by piafrislaneth on February 13, 2012